Det går bare ikke at lade Blixen knække midtover af smerte og lægge sig skrigende på gulvet
Senest har både balletten og et tv-drama sat sig for at udlægge historien om den skrivende baronesse med kaffeplantagen ved foden af Ngong-bakkerne. De gør det mildt sagt forskelligt. Er tv’s naturalisme mere ægte end balletmediets høflige eufemismer?